Overskrift:

Mental sundhed og fysisk aktivitet

Kort beskrivelse:

Når der i dag snakkes sundhed, tænker mange straks på sundhed som noget fysisk

Oversigtsbillede:
Mental sundhed og fysisk aktivitet
Beskrivelse:

Når der i dag snakkes sundhed, tænker mange straks på sundhed som noget fysisk – at overvægtighed skal undgås, stillesiddende tid skal formindskes, kroppen skal holdes i gang – alt dette for at undgå fysiske skavanker både nu, men også senere i livet. Verdenssundhedsorganisationen (WHO) arbejder imidlertid med en bredere forståelse af hvad sundhed egentlig er:

”Sundhed er en tilstand af fysisk, mental og socialt velvære, og ikke blot fraværet af sygdom eller dårligdomme.”(WHO, 1948)

Derfor er det mindst lige så vigtigt at have styr på det mentale aspekt af sundhed, da dette har mindst lige så store implikationer for individet, som det fysiske har. Når der snakkes om mental sundhed, snakkes der ofte om depression, men også angst, fobier, spiseforstyrrelser og lignende er blandt de lidelser der hører under det mentale (Sundhedsstyrelsen, 2012). 

Depression

Mere end 340 millioner mennesker på verdensplan er påvirket af depression (Greden, 2001), og det er dermed en af de sygdomme flest mennesker er ramt af – i Danmark er der omtrent 200.000 med depression. Depression er en sindslidelse der påvirker humøret hos individet i en negativ retning, hvorved følelser som tomhed, håbløshed, irritabilitet og lignende er dominerende. Det kan medføre søvnløshed, udbrændthed, overdreven søvn, ingen energi, spiseforstyrrelser og i værste tilfælde kan det føre til selvmord (DSM-V, 2013).

Det har derfor været vigtigt at få fundet nogle måder, hvorpå depression enten kan forhindres eller kureres. I mange år har blandt andre læger brugt medicin af forskellige arter, herunder lykkepiller. Men medicin har ofte bivirkninger ved indtagelse, og det er derfor en konstant kamp, at finde medicin med så få og ikke-skadelige bivirkninger som muligt, også i forhold til depression.

Fysisk aktivitet er en muligved, hvor bivirkningerne oftere er til den positive side, end den negative. Der kan være bivirkninger i form af bedre form, mindre risiko for hjerte-kar-sygdomme og andre fysiske fremgange. Den største bivirkning ved fysisk aktivitet, er den lille risiko der er for en skade. Et brækket ben i seks uger, må være at foretrække fremfor en konstant følelse af ikke at være noget værd – som depression ofte kan følelse som. 

Flere har forsøgt at undersøge hvilken effekt fysisk aktivitet har på depression, og hvor meget der skal til før det har en effekt. Gennem sammenligninger af mange studier, har Teychenne et al. (2008) påvist at fysisk aktivitet har en positiv effekt på depression, og at selv små mænger af fysisk aktivitet kan give denne effekt på depressionen – mængder til helt ned på 20-60 minutters aktivitet per uge. Yderligere har et lignede studie, også af Teychenne et al. (2010), påvist at sedentaristisk adfærd, det vil sige at du ligger eller sidder, har en negativ effekt på depression. Kobles sedentaristisk adfærd sammen med fysisk aktivitet, viser det sig at den negative effekt på depression formindskes kraftigt (Teychenne et al., 2010; Sanchez-Villegas et al. 2008), især når du bruger mere end 13,8 MET (Metabolic Equivalent of Task; 1 MET = 4,184 kJ/kg•t) om ugen (Teychenne et al., 2010).

Der har været foreslået mange måder at være fysisk aktiv på, i forsøget på at bekæmpe depression. Her har det faktisk vist sig, at bare det at gå i 30-40 minutter, tre til fire gange om ugen kan have en effekt (Stanton & Reaburn, 2014). Generelt kan både cardiotræning, styrketræning og især en blanding af de to have en positiv effekt på depression (Stanton et al., 2013). Samtidig kan individuelt tilrettelagte træningsprogrammer, være med til at holde den enkelte i gang med den fysiske aktivitet.

Effekten set ved fysisk aktivitet er også foreslået, at skulle være grundet positive sociale oplevelser. Her tænkes især på hvis du har en trænings- eller løbemakker, dyrker sport på et hold, har en personlig træner med mere. I disse tilfælde kan den ofte gensidige støtte og de sociale relationer der opstår ved disse samspil mellem personer, have en gavnlig effekt på en depression (Teychenne et al., 2008). 

Udover de psykologiske effekter ved motion, kan også fysiske effekter fremkomme, der kan have en positiv indvirkning på depression. Især har serotonins sammenhæng med fysisk aktivitet og depression været undersøgt, da netop det stof anses som vigtigt i forbindelse med medicin mod depression. Det er mængden af serotonin i hjernen og blodet der er vigtig i dette tilfælde. Mængden af serotonin i blodet formindskes ved indtagelse af medicin, hvorfor der er mere serotonin til rådighed i hjernen. Samme effekt er fundet ved test af fysisk aktivitet, hvor også mængden af serotonin i blodet var formindsket efter fysisk aktivitet i forhold til en kontrolgruppe. Samtidig blev der fundet en reduktion i depression hos dem der havde lavet fysisk aktivitet, hvilket indikerer en sammenhæng mellem de to ting (Wipfli, 2011). Det er dog vigtigt at nævne at det ikke kun er serotonin der er skyld i denne sammenhæng, men det formodes at også noradrenalin og adrenalin også har en indflydelse, om end dette ikke er særligt godt undersøgt på nuværende tidspunkt (Wipfli, 2011).

Angst 

Angst kan defineres som den emotionelle respons på en mulig kommende trussel, i modsætning til frygt, der kan defineres som den emotionelle respons på en reel og nuværende trussel (DSM-V, 2013). Symptomerne er både psykiske – såsom let ængstelse til dødsangst, fysiske – såsom åndenød, hjertebanken, svimmelhed og lignende, katastrofetanker og undvigelsesadfærd (Psykiatrifonden, 2014). I Danmark vurderes det at hver fjerde eller femte person vil opleve at få en angstlidelse på et eller andet tidspunkt i livet.

Angst kan inddeles i mange forskellige grene; fobier (agorafobi, socialfobi og enkelfobier), panikangst, generaliseret angst, OCD (Obessesive Compulsion Disorder), Post-Traumatisk Stress Syndrom (PTSD), helbredsangst og angst samtidig med andre sygdomme (Psykiatrifonden, 2014).

Flere studier har påvist en sammenhæng mellem motion og færre symptomer på angst (de Mello et al., 2013; Ströhle, 2009; Brunes et al., 2013). Moylan et al. (2013) anbefaler at den fysiske aktivitet udformes sådan, at det er tilrettelagt i forhold til den population der skal udføre det. Dette skal gøres, da fysisk aktivitet kan have forskellig effekt i forhold til eksempelvis hvilket køn det handler om eller hvilken angstlidelse det handler om (Ströhle, 2009; Moylan et al., 2013). Det er imidlertid vigtigt at nævne, at det ikke har været muligt at påvise med sikkerhed, at motion giver færre symptomer på angst, da studierne der er lavet har været for lidt sammenlignelige og der har været problematikker i forsøgsdesign – men de studier der er lavet har stadig vist positiv tendens på effekter af motion. 

Spiseforstyrrelser

Spiseforstyrrelser kan være flere ting, og er karakteriseret ved gentagende forstyrrelser af spise- eller spiserelateret adfærd, der giver en ændret indtagelse eller absorption, det vil sige mængden af næringsstoffer kroppen får fra maden, af mad (DSM-V, 2013). Når der snakkes om spiseforstyrrelser, tænkes der oftest på anorexia nervosa, som oftest resulterer i undervægt, bulimia nervosa, samt Binge Eating Disorder (BED), der kan resulterer i overvægt – om end det dog ikke altid er tilfældet. 

Anorexia Nervosa

Anorexia Nervosa er det, der også kendes som anoreksi. Anoreksi rammer oftest unge piger, og indebærer en sygelig fokusering på vægttab og kroppens udseende. Derfor er der en overdreven fokusering på indtaget af mad, som gerne skal være så småt som muligt. Sygdommen kan i værste tilfælde ende i død, grundet underernæring eller selvmord (Sundhedsstyrelsen, 2005).

En person med anoreksi har en signifikant lav vægt i forhold til personens alder, køn, formodet udviklingsstadie og fysiske sundhed. På trods af denne lave vægt, har de stadig en stor frygt for at tage på i vægt eller blive fede. Det gør også at opfattelsen af deres eget kropsbillede, ikke harmonerer med det virkelige billede (DSM-V, 2013). Eksempelvis sætter mange anoreksiramte pris på at kunne se knoglerne tydeligt, fordi de synes det er æstetisk flot.

Et af problemerne ved anoreksi er, at mange der er ramt af lidelsen, ofte tyer til motion i forsøget på at formindske kropsvægten yderligere. Det betyder at de ofte går i gang med overdreven motion. Netop denne problematik har betydet, at fysisk aktivitet i mange år ikke har haft en stor stjerne blandt folk der arbejder med behandling af anoreksi – hvilket har betydet en modvilje mod motion i et behandlingsforløb, og i stedet et råd om at holde sig i ro, for at bruge så lidt energi som muligt (Moola et al. 2013).

Det er også et problem at mange med lidelsen har brugt motion som et hjælpemiddel i forhold til at holde vægten nede. Derfor er det nødvendigt at den motion de gennemgår i et behandlingsforløb tilrettelægges, sådan at det ikke ender i et overdrevent forbrug, og de på denne måde samtidig får en forståelse for hvad det vil sige at træne ordentligt og i en normal mængde. Derfor kan det være en fordel at træningen superviserers af en professionel træner/fysioterapeut, selvom superviseringen ikke nødvendigvis har en fordel rent kropsstrukturmæssigt (Ng et al., 2013), så vil træningen der kommer ud af det være særdeles brugbar for patienterne. Samtidig har et studie af Fernandez-del-Valle et al. (2014) vist at der ikke er noget der tyder på at styrketræning er farligt for personer med anoreksi.

Det der er vigtigt for anoreksiramte personer, er at få styr på deres forhold til det at spise. Det har vist sig, at motion i form af både aerob fysisk aktivitet, styrketræning, massage, yoga og basal kropsbevidsthedsterapi kan have en effekt på netop det unormale forhold til spisning, samt andre ting som BMI, fedtprocent og muskulær fitness (Vancampfort et al., 2014). Samtidig har resultater fra Zunker et al. (2011) indikeret at motion forbedrede anoreksiramtes mentale og fysiske velbefindende.

Det er imidlertid vigtig at slå fast, at der fortsat ikke er noget endeligt slået fast, grundet de store forskelle (heterogenitet) der er på de studier der er lavet på området (Vancampfort et al., 2014; Zunker et al., 2011; Ng et al., 2013). 

Bulimia Nervosa

Bulimia Nervosa er det der også blot kendes som bulimi. Sygdommen er ofte kendt for et voldsomt indtag af mad på en gang, også kaldet ædegilder, efterfulgt af en form for vægtkontrollerende adfærd, hvilket tit kan være i form af opkastning, diuretika eller overdreven motion. For at kunne blive diagnosticeret med sygdommen, kræver det at det ovenstående sker mindst en gang om ugen i tre måneder (DSM-V, 2013). Det er en sygdom der oftest starter i de senere teenageår, men behandling opsøges sjældent før efter otte til ti år (Sundhedsstyrelsen, 2005).

Også ved bulimi er der fundet positive effekter ved fysisk aktivitet. Det har vist sig, at aerob fysisk aktivitet har en reducerende effekt på antallet af ædegilder, noget også yoga har vist sig at have. Yderligere er der noget der tyder på at bulimiramte personer vil føle sig mindre utilfredse med deres kroppe, og samtidig vil de opleve en reduktion i følelsen af oppustethed når de spiser (Vancampfort et al., 2014).

Selvom der ikke er lavet helt så mange studier omkring bulimi, som med anoreksi, så lider de studier der er lavet også af for meget heterogenitet, hvilket gør det svært at konkludere noget endeligt. 

BED

Binge Eating Disorder eller BED, kan på dansk også kaldes tvangsoverspisning. Sygdommen relaterer sig meget til følelserne hos individet, hvor en dårlig dag let kan resulterer i overspisning. Overspisningen bliver brugt som et middel til at dække over andre følelser som eksempelvis vrede, tristhed, sorg og andre følelser forbundet med negativitet. Når overspisningen indtræder, forsvinder de følelser, der er grunden til overspisningen, men efterfølgende føles ofte en skam og skyldfølelse over ikke at kunne holde kontrollen. Det er de følelser der kan være med til at forstærke de allerede negative følelser, der førte til overspisningen i første omgang. Sygdommen diagnosticeres ved fem kriterier, men det essentielle er at tvangsoverspisningen skal finde sted i gennemsnit en gang om ugen i tre måneder (DSM-V, 2013).

Lidelsen er ofte overset i forhold til de to førnævnte, og det skønnes af 15-30 % af dem der er i behandling for overvægt, faktisk lider af tvangsspisning (LMS, 2014). Selvom lidelsen er overset, er det den mest almindelige spiseforstyrrelse, hvor omkring 3,5 % af alle kvinder og to procent af alle mænd vil blive ramt af den (Hudson et al., 2007).

Der er ikke lavet megen forskning i fysisk aktivitets indvirkning på BED. Det er derfor svært at sige noget endeligt om effekten af fysisk aktivitet. Forskerne ved at fysisk aktivitet har en indvirkning på overvægt, hvorfor denne del af lidelsen må formodes at kunne påvirkes af motion. Vancampfort et al. (2013) viste godt nok at fysisk aktivitet kan have positive indvirkninger på spisemønstret, depression og BMI, men da der er så få studier, og de samtidig er heterogene, at det ikke er muligt at lave en endelig konklusion. Men det tyder på, at fysisk aktivitet, især aerob aktivitet og yoga, har en positiv effekt på BED. 

Stress

Stress er ikke en egentlig sygdom, men en risikofaktor for sygdom. Det vil sige at stress kan føre til andre fysiske problemer, herunder iskæmisk hjertesygdom, blodprop i hjertet, ændringer i immunsystemet, ændringer i nervesystemet, samt mentale symptomer såsom kognitiv dysfunktion, demens og overdrevet energiunderskud (Stults-Kolehmainen & Sinha, 2014).

Fysisk aktivitet har samme indvirkning på stress, som det har på depression og angst – det vil sige at det har en positiv virkning. Problemet med stress er, at mange der oplever stress, har en tendens til at blive mindre fysisk aktive (Stults-Kolehmainen & Sinha, 2014), fordi det kan være svært at overskue. Derfor ligger der en stor udfordring i at få mange af de folk der er ramt af stress, til at være fysisk aktive. Studier har dog vist, at personer, der i forvejen er meget fysisk aktive, øger deres fysiske aktivitetsniveau når de bliver stresset (Stults-Kolehmainen & Sinha, 2014). Det kan derfor være en idé for denne gruppe af personer, at nedsætte forbruget af fysisk aktivitet, for at opnå de gavnlige effekter. 

ADHD

ADHD, eller Attention Deficit Hyperactive Disorder, er den psykiatriske diagnose flest børn og unge får (Nair et al., 2006), hvor der bare i Danmark er sket en stigning fra 1.000 diagnosticerede børn i 2001, til 8.000 i 2011 (Sundhedsstyrelsen, 2014). Det er defineret ved et vedvarende mønster af uopmærksomhed og/eller hyperaktivitet/impulsivitet, der forekommer oftere og voldsommere end hvad der typisk observeres ved personer på et sammenligneligt udviklingsniveau (DSM-V, 2013).

Fysisk aktivitets indflydelse på ADHD er ikke voldsomt undersøgt, men enkelte studier er lavet. Smith et al. (2013) fandt at fysisk aktivitet reducerer graden af ADHD-symptomer hos mindre børn, blandt andet er der en positiv sammenhæng med udviklingen af motoriske færdigheder, som ellers kan være hæmmet hos denne gruppe af børn. Derudover var der tegn på, at deres sociale og adfærdsmæssige funktion var forbedret. Samlet set er der noget der tyder på, at fysisk aktivitet kan have en positiv indvirkning på børn med ADHD (Halperin et al., 2014), og det derfor godt kan anbefales i behandlingen af ADHD-børn (Renate & Beneke, 2013). Det er dog vigtigt at nævne, at der ikke er noget substantielt endnu, og det derfor blot er en formodning ud fra de sparsomme forskningsresultater der er på området i skrivende stund. Samtidig er det begrænset, hvad der er lavet på teenagere og voksne med ADHD, hvorfor det ikke er muligt at sige noget om virkningen af fysisk aktivitet på deres symptomer – om end en lignende effekt med rimelighed kan formodes at forekomme.


Hvad så

Der er noget der tyder på, at fysisk aktivitet kan have en forbedrende effekt på mange mentale lidelser, men det er vigtigt at have individet for øje, når man designer et træningsprogram. Parametre som individets psykiske status, fysiske status, lidelsens status, samt hvilken form for motion der bedste motiverer den enkelte, er alle nøgleelementer i designet af et godt træningsprogram til en person med en psykisk lidelse. Det er eksempelvis ikke hensigtsmæssigt at bede en anoreksiramt person om at lave tung styrketræning fra starten af, eller bede en person med stress om at træne seks gange om ugen. Tilpasning til den givne situation er derfor ekstremt vigtig, og kan eventuelt laves i samarbejde med en psykolog eller psykiater, hvis en sådanne er tilknyttet. 

Kommentarer

Kommentarer:

Anbefalinger til dig

Anbefalinger:
SENESTE
MEST POPULÆRE

Hjemmesiden bruger cookies


Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold.
Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Vil du vide mere om vores cookies, og hvordan du sletter dem, klik her.